fbpx

Egå Sejlklub: Har I lagt hjernen på hattehylden?

Inkluder i Newsletter: Ja

Artikelindeks

 

Jeg ville gerne have spurgt formand i Egå Sejlklub, Claus Dalbøge, om ikke bestyrelsen har snorksovet i timen? Og han som formand ikke har svigtet sit ledelsesansvar som klubbens formand?

Står Birgitte Benzen udtalelser til troende, er svaret et rungende "Ja". Ungdomsafdelingen har fået hjælp fra Dansk Sejlunion. Sammen har de forsøgt at få samarbejdet til at fungere, men deres forslag blev fejet af bordet af Egå Sejlklubs bestyrelse. I den kontekst forstår jeg godt, at de "voksne" ikke magter at kæmpe mere, og deres loyalitet over for Egå Sejlklub er borte.

Søm i klubbens ligkiste

"Bagsiden" skal ikke redde Egå Sejlklub, alene stille spørgsmålet: "Hvorfor"?

Formanden Claus Dalbøge, er jo ikke hvem som helst og bestemt ikke kendt som nogen klaphat - uden for klubben er han seniorkonsulent med speciale i produktudvikling. I hans dagligdag må han da sidde med langt mere komplekse problemstillinger? Hvordan og hvorfor lader han forældrene køre så skævt af hinanden? I så lang tid sidder der en flok genstridige klaphatte i begge udvalgene. Har Claus ikke magten til at rydde op i persongalleriet? Den åreladning, der er sket nu, kan være det største søm i klubbens ligkiste. For flytningen af så mange sejlere får miljøet til at formulde, og udstyret bliver algegrønt. Hvem skal få hele ungdomsarbejdet vækket til live igen i Egå – det er en svær opgave. Et forslag herfra kunne jo være, at bestyrelsen kunne starte med at sammenlægge al ungdomsarbejde under en fælles paraply, og dermed lytte til de unges behov i takt med tidsånden.

Plads til alle - elite eller ej

I Kaløvig, som mange af de nu tidligere Egå sejlere har meldt sig ind i, gør man en dyd ud af at lytte til de unge. Formand Michael Vogelius fra Kaløvig Bådelaugs Jolleafdelingen siger: "Vi glæder os virkelig til at byde de nye sejlere velkommen. Vi får endnu bedre træningsbetingelser, når vi er flere på vandet. Det skal nok blive sjovt og godt, og jeg glæder mig virkelig. Vi har et højt aktivitetsniveau i Kaløvig, og jeg er personligt glad for, at forældrene til mange de nye sejlere har samme værdier. Det er vigtigt for os i Kaløvig, at der er plads til alle - elite eller ej".

For sent ud af busken

Her er virkelig tale om uddeling af en voksen papnæse til Egå Sejlklub, der nu bruger Ungdomsafdelingens hjemmeside til at reklamerer for et VHF Kursus som åbenbart skal fornyes, hvis det er mere end ti år gammelt. Derudover Tom og Kirstens, Ole og Grethes, Bjarne og Birthes og Holger og Ingas spændende sommersejlads. Måske vil det inspirerer nogle af de tilbageværende unge? Når jeg læser seneste beslutningsreferat fra Sejlklubbens bestyrelsesmøde. Står der: "Debat om placering af hvilke joller der hører under hvilket udvalg. Samarbejde og organisering mellem udvalgene blev vendt – nye tanker skal på banen hurtigt. Udvalg i gang". Måske lidt sent I kommer ud af busken, referatet er fra 12. september i år.

Der skal lægges energi

Nu er det formanden i Kaløvig Bådlaug, Niels Frølund, som får fornøjelsen af denne gruppe bavianer – undskyld forældre med deres poder. Poderne er nok ikke så vanskelige, forhåbentlig har Bådlauget også held med at fastholde de unge i sejlsporten? Næh, de voksne forældre bavianer kan sikkert godt skabe næring til ballade, men når man læser Niels Frølund sidste klubblog, virker han beredt på det værste. Som han skriver: "Som ved så meget andet foreningsarbejde skal der lægges energi for at få samarbejdet til at lykkedes. Det hører jo næsten med som pr. definition, at vi i en forening skal være uenige". Lad dette citat stå som punktum på atter en "Bagside".

God weekend.












Udvalgte artikler *