fbpx

iQFoil VM 2025 kommer til Danmark

Inkluder i Newsletter: Ja

For første gang nogensinde i Danmark kan man se de olympiske windsurfere, iQFoilere, konkurrere om VM, når den internationale iQFOiL-klasse lægger vejen forbi Aarhus Internationale Sejlsportscenter i 2025.

Til den tid skal Sailing Aarhus være vært for topatleter fra hele verden indenfor iQ Foiling. Det er netop blevet besluttet, da Danmark vandt buddet. VM skal for første gang afholdes i Danmark, og det glæder direktør i Sailing Aarhus, Jon Koch Hansen:

”Vores formål er bl.a. at tiltrække store internationale sejlsportsmesterskaber til Aarhus, så når vi er lykkedes med at få et VM i iQFOiL til byen, er det svært at få armene ned. Vi var efter udvælgelsesprocessen udvalgt som én af to byer, der skulle præcisere vores budmateriale, og at vi ender øverst på skamlen, er bare fedt. Der er et superstærkt iQFOiL-miljø her i Aarhus, så vi glæder os til at afvikle det på hjemmebane,” siger Jon Koch Hansen i dagens pressemeddelelse.

Windsurfer Johan Søe er begejstret for udsigten til at konkurrere på hjemmebane: ”At være vært for VM i iQFOiL i 2025 bliver kæmpestort og er en virkelig stor ære. Det sætter en tyk streg under Aarhus som et absolut kraftcenter inden for sejlsport, ikke bare i Danmark, men også internationalt. Som ny OL-klasse har iQFOiL-disciplinen et virkeligt stort potentiale, og jeg glæder mig vildt meget til at konkurrere med talenter fra Aarhus, Danmark og hele verden, og vise de forhåbentligt mange tilskuere, hvad sporten kan,” siger Johan Søe.

Verdensmesterskabet bliver afviklet i samarbejde med Aarhus Kommune og Sport Event Denmark. Mesterskabet finder sted i løbet af sommeren 2025, hvor omkring 250 sejlere fra mere end 30 nationer besøger Smilets By for at dyste på Aarhusbugten.

Rådmand for Kultur og Borgerservice Mahad Yussuf ser frem til en stor event med atleter i verdensklasse: ”Jeg er glad for, at vi i Aarhus igen kan byde på en sejlsportsoplevelse i verdensklasse. Aarhus har oparbejdet et velfortjent ry som en stærk arrangør af internationale sejlsportsevents. Jeg er sikker på, at mange aarhusianere vil komme på Aarhus Ø og bidrage til den altid gode stemning,” siger Mahad Yussuf.

Mangeårigt samarbejde med Sport Event Denmark
I forbindelse med de mange store, internationale sejlsportsevents, har Aarhus arbejdet tæt sammen med Sport Event Denmark. Sport Event Denmark rådgiver i forbindelse med bud og afvikling af store, internationale sportsevents. Det tætte og frugtbare samarbejde har haft til formål at bringe Danmark op blandt verdens førende lande i at tiltrække, afholde og udvikle internationale sportsevents, herunder både elite- og breddeevents.

”Det er ingen hemmelighed, at vi i Sport Event Denmark kobler Aarhus og sejlsport efter en årrække med store, prominente og internationale sejlevents. I sommer gæstede The Ocean Race Aarhus, og vi har tidligere været værter for utallige, olympiske sejlklasser. Derfor er det glædeligt, at vi igen kan byde et VM i den olympiske klasse, denne gang iQFOiL, velkommen til Danmark,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

Flere mesterskabet
Windsurfing bliver ved OL i Paris næste sommer repræsenteret af iQ Foiling. Det er første gang, at windsurfing bliver afviklet som foil til et OL.
I Sailing Aarhus har man de seneste år konsekvent afviklet flere foilende mesterskaber og stævner – især i iQFOiL-klassen. Her er det blevet til flere events som fx nordiske mesterskaber og Aarhus Foiling Days, der begge har været en del af Sailing Aarhus Week. Derfor er iQFOiL-stævner altså ikke en ny ting for Sailing Aarhus. Senest blev der afholdt iQFOiL Nordisk Mesterskab i september i år, hvor sejlere fra seks nationer deltog.

Fakta om VM i iQFOiL 2025:
- Foregår i sommeren 2025
- Der sejles på Aarhusbugten, med base på Aarhus Ø i området omkring Aarhus Internationale Sejlsportscenter
- Forventet deltagerantal: 250 sejlere fra ca. 30 nationer

Fakta om Aarhus som sejleventdestination:
Aarhus har de seneste årtier udmærket sig ved at være vært for mange internationale sejlsportsevents. Listen er lang og omfatter Europamesterskaber og Verdensmesterskaber i Soling, Yngling, 505, Laser/Laser Radial, 470, 49 og 49 FX. Derudover kan byen se tilbage på en succesfuld afvikling af Verdensmesterskabet for alle olympiske bådklasser i 2018, SailGP i 2021, en såkaldt Fly-By under The Ocean Race i 2018 samt et fuldt Stopover i 2023.


Galleri












Udvalgte artikler *