fbpx

Rindom: Man skal ikke være bange for at drømme stort

Related Articles: Anne-Marie Rindom skriver med hendes fire VM - og alle de andre medaljer, den helt store sejlsportshistorie, Rindom skal forsvare sin OL-guldmedalje til sommer - Johan Schubert er også klar til Marseille
Inkluder i Newsletter: Ja

For 10 år siden var drømmen at vinde OL-medaljer. Drømmen er lykkedes fordi fremsynede sejlere i byen lancerede ”Horsens til OL”.

”Horsens til OL” blev skabt i starten af 2014 og fejrer således 10-års jubilæum her i 2024, og må siges til fulde at have opfyldt sine drømme og ambitioner om, at sejlere fra Horsens Sejlklub skulle kvalificere til OL og vinde medaljer.

Det unikke ved projektet er, at det både er sejlere, sejlklubben, byen, erhvervslivet og privatpersoner, som har samarbejdet om at opfylde drømmen, hvor Anne-Marie har vundet to OL-medaljer - og drømmen fortsætter!

10-års jubilæet fejres nu med, at ”Horsens til OL” har kvalificeret to sejlere til sommerens OL i Paris. 32-årige Anne-Marie Rindom har netop kvalificeret sig til i ILCA 4, deltager i OL for fjerde gang og skal forsvare sit OL-guld fra Tokyo 2021. 20-årige Johan Lundgaard Schubert har kvalificeret sig i ILCA 7 og deltager ved OL for første gang, ligesom Anne-Marie der også var 20 år da hun var med i OL 2012 i London.

Kæmpe opbakning fra byen og erhvervslivet
I anledning af 10-års jubilæet har Anne-Marie haft en snak med Peter Sørensen, borgmester i Horsens om ”Horsens til OL” og drømmene.

Anne-Marie lægger i samtalen vægt på, at man ikke skal være bange for at drømme stort, hvilket man gjorde i ”Horsens til OL”, hvor drømmen ikke kun var at komme til OL, men også at vinde medaljer. Her 10 år senere kigger man tilbage på, at man dengang havde så stor en drøm og troede på det. Man anede ikke, hvor det ville føre hen.

Opbakningen fra Horsens Sejlklub, Horsens Kommune, erhvervslivet og privatpersoner i Horsens har været altafgørende for, at Anne-Marie har nået sine mål og her i 2024 skal kæmpe for muligheden at vinde den tredje OL-medaljer. Hun har allerede vundet 4 VM-guld i samme olympiske bådklasse, som den eneste danske OL-sejler nogensinde, og har skrevet sig ind i sejlsportens historiebøger.

Næste drøm er – et Americas Cup Hold
Inden for de senere år har Anne-Marie sejlet flere forskellige bådtyper ved siden af den olympiske ILCA 6, hvilket hun føler har været meget givende, ligesom hun føler at hun er blevet meget mere allround sejler af det.

Nu gælder det først om at forsvare OL-guldet i Paris til sommer, men Anne-Marie nævnte samtidig for Peter Sørensen, at hendes næste drøm er, at starte et Americas Cup hold og bane vejen ind i den professionelle sejlsport for kvinder.

Borgmesteren synes det er fantastisk og svarede, at byen også gerne ville være med på et kvindehold og tilføjede med et stort smil: ”Gør lige det andet færdigt”.

Hvordan startede ”Horsens til OL”?
”Horsens til OL” er blevet kendt og anerkendt langt udenfor Horsens, både i Danmark men også i udlandet, og det er jo i bund og grund også en fantastisk historie, når en by står sammen om at nå drømmen om OL-medaljer og støtte unge talentfulde, ambitiøse sejlere.

Bådmagasinet har talt med en af initiativtagerne Peter Bjerremand Jensen, som fortæller:

”Jeg fik ideen til projektet sammen med en god sejlerven Søren Klint i januar 2014. Søren og jeg havde arbejdet sammen med OnBoard projektet i Horsens Sejlklub siden 2007, og vi havde hjulpet Anne-Marie Rindom og Maiken Schütt i Laser Radial op til OL 2012.

Da flere unge Horsens sejlere i 49er og Nacra 17 meldte ud, at de gerne ville til OL i Rio 2016, gik vi i dialog med alle sejlerne og Horsens Sejlklub og blev hurtigt enige om at etablere et fælles projekt, således at sejlerne ikke konkurrerede mod hinanden for at finde sponsorer og finansiering. 

Der er en god tradition i Horsens for at løfte sammen og bakke op om kampagner. Jeg kender mange i byen og havde gode forudsætninger for at skabe kontakter til potentielle sponsorer og donorer, ligesom kommunen var meget positiv da vi præsenterede projektet.

Det var vigtigt, at Horsens indgik i navnet, ligesom det klart skulle signalere målet, nemlig OL.

Målet for ”Horsens til OL” var, at sejlerne skulle kunne koncentrere sig om sine OL-kampagner, de skulle ikke tænke på økonomi, kun på at præstere i sejlsporten.”

Sejlerne skal koncentrere sig om kampagnen - ikke økonomi
Den økonomi som ”Horsens til OL” genererer skal være med til at sikre, dels at sejlerne kan gennemføre en seriøs og målrettet kampagne, dels at de ikke oparbejder gæld som elitesejlere. Endvidere er det prioriteret, at sejlerne sideløbende også sigter mod at få en uddannelse, således at de er godt rustet, når de engang stopper sejlerkarrieren.

Støtten fra ”Horsens til OL” supplerer den støtte som sejlerne kan få fra Team Danmark og Dansk Sejlunion, og er målrettet træning i udlandet, international stævnedeltagelse, båd/sejl/grej, biltransport samt også stipendiater, så sejlerne kan hellige sig elitesatsningen på fuld tid. En sejler som Anne-Marie Rindom er verdensatlet og får markant støtte fra DS/Team DK, mens en sejler som Johan Schubert har et stort behov for støtte, indtil han når det niveau, hvor støtten fra DS/Team DK intensiveres.

Peter Bjerremand Jensen fortsætter:

”Anne-Marie Rindom har i høj grad drevet ”Horsens til OL” kampagnen, hun har navnet og det har de andre sejlere selvfølgelig nydt godt af. Det har været fantastisk at følge hendes udvikling og præstationer gennem årene, og hun er fantastisk at samarbejde med.

Vi glæder os meget over, at Johan Schubert nu har kvalificeret sig til OL 2024 i en alder af 20 år. Han er talentfuld og en slider, og han vil give den fuld gas i årene frem op mod OL 2028.

Det har betydet virkelig meget for Johan, at vi kunne finansiere, at han rejste til Australien to måneder for VM og kunne træne dernede sammen med nogle af de bedste i verden. Det var uden tvivl med til at sikre ham OL-udtagelsen.”

Peter Bjerremand Jensen regner med at fortsætte som kampagneleder for ”Horsens til OL” frem mod OL 2028 i Los Angelos, og håber også her at se dygtige Horsens sejlere på deltagerlisten, og måske også medaljeskamlen.

Læs mere om ”Horsens til OL” her

 












Udvalgte artikler *