Sidste etape af The Ocean Race ruller videre mod endestationen Genova. Men der er lang vej endnu, i de lette vinde som bevæger sig over havet vest for Portugal. Tirsdag aften sejlede de tre tilbageværende IMOCA'er med en distance på tre-fire sømil mellem første og sidste båd (henholdvis Holcim og Malizia, med Biotherm i midten).
Nogenlunde det samme kan siges om VO65'erne, som også sejler med på denne etape. Lige bortset fra Windwhisper, som lige nu fører ganske solidt. I midten ligger Trifork og JAJO, som ligger tæt, med Østrig og Mexico som bagtrop. Hvis man ser video nederst i artiklen, kan man se Martin Kirketerp kommentere situationen fra Trifork (han er faktisk med i begge videoer, red.).
Igen ligger feltet tæt. Windwhisper er den eneste der er stukket af.
Guyot kommer ikke til Genoa
Nogle hundrede sømil agterud sejler den båd som fører The Ocean Race, nemlig 11th Hour Racing. Som du kan læse her, er de også nu på vej til Genoa, i håb om at nå Inport Race 1. juli. De har trukket sig fra etapen og sejler altså udenfor konkurrence, efter det katastrofale styrbord/bagbord crash kort efter start i Haag. Det hold som var skyld i kollisionen, Guyot Environment Team Europe, har trukket sig fra etapen i erkendelse af sit ansvar, og kommer ikke til at sejle til Genova.
Kommer juryen til at bestemme vinderen?
Det store spændingsmoment lige nu er om og hvorledes 11th Hour kan modtage godtgørelse for den sørgelige hændelse, som burde være utænkelig på det her niveau – og som altså fratog dem samtlige point i sidste etape, uden at de selv havde noget ansvar for det. Det er nu op til juryen at beslutte. Og det er ikke utænkeligt, at den beslutning også kommer til at afgøre hvem der vinder The Ocean Race 2022-23.
Der forventes i øvrigt mere vind så snart feltet er igennem Gibraltarstrædet og begiver sig ind i Middelhavet. Det regner man med sker torsdag.
Se mere om den aktuelle situation her: