Denne rejse jorden rundt har vist at selv lange etaper tit ender med marginale opgør foran mållinjen – efter hele og halve uger på havet. Det er et resultat af professionaliseringen af den her type sejlsport, hvor avanceret weather routing, samt fartøjer og sejlere på et højere niveau end nogensinde før, har bragt det hele til et punkt hvor mandskaberne følger hinanden tæt det meste af vejen.
Driveforhold fordeler vigtige point
Alligevel ender det nogle gange med et stort element af tilfældighed. Som det gjorde i den næsten fraværende vind udenfor Genova i dag. Her var tusinder af mennesker og et mylder af fartøjer samlet, ventende på ankomsten af de sejlere, som lige nu afslutter The Ocean Race 2022-23.
Holcims fatale fejl
Det var ventet at bådene ville ligge tæt. Og det var ventet at det ville foregå i meget lidt vind. Men afslutningen blev noget der lignede en banesejlads i Øresund en vindstille sommerdag. Holcim PRB kom først ind i bugten, men med Biotherm og Malizia tæt på og nærmere land. I nat tog Malizia en chance og søgte ind under kysten. De troede åbenbart på sin strategi og forblev nærmest land helt til mål – og det var også der der kom vind. Skipper Boris Herrmann sejlede langsomt i en bue indenom de to andre, som må haft nogle hårde afsluttende timer, hjælpeløst sat af og med mållinjen i sigte.
I perioder var der næsten ikke styrefart.
Bedst under land
Dermed blev det Malizia som trak det længste strå på sidste etape. Biotherm og Holcim sejlede en slags blanding af Match Race og et langstrakt forsøg på at finde vind og holde fart i kassen. Også her blev kursen nærmest land afgørende – den valgte Biotherm, og de kom ind på andenpladsen. Det er let at ærgrer sig på Holcims vegne, som har domineret racet, og som førte denne etape det meste af vejen. Og som virkelig kunne bruge de ekstra point!
Protestbehandling stadig afgørende
Nu endte de altså sidst på etapen, og selv om de lige nu står øverst på resultatlisten (med 11th Hour og Malizia hhv. et og to point efter, red.), så venter den altafgørende protestbehandling vedrørende kollisionen mellem 11th Hour og Guyot lige efter start på etapen. Her er det forventningen at 11th Hour modtager en form for godtgørelse, eftersom det var tale om ganske simpel styrbord/bagbord-situation, hvor de uforskyldt blev påsejlet og måtte udgå af etapen. Det vil gøre 11th Hour Racing til samlede vindere. Men høringen og beslutningen venter altså stadig – faktisk med danske Line Juel i juryen.
Høringen er planlagt til torsdag.
Kirke nummer to i VO65
I Volvo 65-klassen vandt WindWhisper ret suverænt, både etapen og det samlede race. Så her var det kampen om andenpladsen det handlede om. Det var en tæt fight, som Team JAJO med Martin Kirketerp kom bedst ud af. Team JAJO ender også på den samlede andenplads.
Opdateret scoreboard her
Se det hele udfolde sig live her: